![[...]](/images/1x1.gif)
|
Stort Motorshow igen i det nordjyske 13.-14. august
Nu gentages succesen med et motorshow i Messecenter Nord, Aquilon i Pandrup. Et udstillingsareal på over 15.000 kvm. vil igen ose af både nostalgi og nutidig charme med fart, fest og krom i weekenden 13.-14. august.
Konceptet bliver igen hvad der på det nærmeste kan betegnes som et inde- udendørs træf og show med indbyggede elementer for hele familien, ung som gammel, men med "motor og hjul" som omdrejningspunktet. Den 15.000 kvm. store hal vil være fyldt med alt fra klassiske- og amerikanerbiler, veterantraktorer til top-stylede custom car med masser af hestekræfter og motorcykler samt spændende hot rods, ligesom der vil være en flot repræsentation af flere af de danske bilklubber fortæller arrangøren, Steen Jørgensen.
-Netop de nordjyske klubber har taget Motorshow Nord til sig og hver gang stillet med en meget flot og alsidig repræsentation.
For de yngre, og ja - såmænd også for de ældre, vil det bl.a. blive muligt at prøve kræfter med fjernstyrede biler på en stor indendørs bane, ligesom de yngre kan tage en tur i en pedal-go-kart.
Som noget nyt vil du denne gang opleve et helt fantastisk motorstuntshow med ingen mindre end cracy-driveren Erik W. Pedersen, der i den grad er kendt for sin helt unikke og (heldigvis) anderledes håndtering af et køretøj end vi er vant til på landevejene.
Skandinaviens ældste og sidste omrejsende dødsdrome gæster motorshowet i Pandrup hvor Skandinavisk Motorcirkus opstiller deres unikke "dødsdrom", som i tidligere tider var et elsket indslag hos mange omrejsende tivolier. Den tøndeformede bane trak masser af folk til, og de gøs, når MC-vovehalsene kørte rundt og rundt i høj fart og tilsyneladende trodsede tyngdeloven. Det er de samme Indian motorcykler fra 1924 der den dag i dag drøner rundt i tønden.
Som en anden nyskabelse vil man, efter mange forespørgsler, denne gang forsøge at stable et stumpemarked på benene.
Selvom der har været en del blæst omkring messecentrets fremtidige skæbne har arrangøren ingen betænkeligheder haft med at gentage motorshowet fra sidste år og i foråret. Vi har fået så mange positive tilkendegivelser fra såvel udstillere som besøgende at det vil være tåbeligt at droppe dette fantastiske messecenter fastslår Steen Jørgensen.
-At lave Motorshow i netop Messecenter Nord byder på mange muligheder i et område hvor netop samlerinteressen er meget stor - samtidig med, at området er et af Danmarks største turistområder med 100-200.000 turister indenfor en relativ lille radius. -Vi håber på den måde at give såvel udstillere som besøgende en god og indholdsrig oplevelse. Der er åbent både lørdag og søndag fra 9.00 til 16.30 og indgangsprisen er kun en flad 50'er.
Vi glæder os til at byde Jer velkommen
|
|